Påske-agility-tur til Tyskland

Da vi købte Keeper hos Katja i Tyskland for godt 2 år siden, fik vi som tillægsgevinst et dejligt venskab med Sabine, som har Keepers kuldsøster Mystic. Sabine og jeg skriver ofte sammen om vores dejlige hundepiger, der på flere måder ligner hinanden rigtig meget, og vi har tidligere besøgt Sabine i hendes egen agility-hal.

Så er vi klar til afgang på årets første tur med sneglehuset på ryggen

I vinters fik Sabine så den fremragende idé, at vi skulle mødes til en konkurrence, og hun fandt en i Nord-Tyskland, der lå sådan nogenlunde midt mellem hende og os. Så vi fik meldt til og pakket campingvognen til årets første tur, der gik til Hohenlochstedt, hvor vi deltog i Osterturnier im HSC. Sabine, hendes datter og et par venner boede i b&b i et fint lille hus 5 minutter væk fra hallen. Vi havde sneglehuset med. Årets første tur med campingvognen! Og det var så dejligt.

Så nåede vi grænsen

Turen ned gik fint. Vi havde på forhånd kigget på Google Maps og set, at der stod campingvogne ved hallen, og det så ikke ud som om de bekymrede sig om danske ”3-meter-mellem-enhederne-regler”. Campingvogne, campere og telte lå ryg mod ryg – næse mod næse – tæt pakket. Vi er vist noget forkælet i Danmark, når vi er vandt til mere plads. Og jeg skal da ikke undlade at nævne, at jeg på et tidspunkt tænkte over, hvad der skete, hvis der gik ild i en af vognene………. Nå, men det skal man vist ikke tænke på.

En tætpakket p-plads og campingplads foran hallen

Sabine havde lejet træningstid i hallen torsdag eftermiddag, så da vi havde slået lejr både ude og inde, så var det meget passende tid til træning. Vi var 5, og vi havde 2,5 time, så der var masser af tid til at få kørestivheden rystet af kroppen både hos hunde og mennesker, og så i øvrigt lige få pudset formen lidt af. 

Keeper er i gang med sin yndlingsbeskæftigelse: aglity-fjernsyn

Det var sjovt at se, at Keeper og Mystic løber stort set ens. De larmer begge to, men Keeper nok en smule mere, og de kan begge to rigtig meget. De har også begge to den dårlige vane med at smide hjernen en gang imellem.

Tvillingerne Keeper for oven og Mystic for neden

Efter træningen kørte vi ud til Sabines b&b og spiste vores sammenbragte tapas og fik et glas vin. Super hyggeligt. På et tidspunkt kom morgendagens dommer, som også skulle bo der, så det var meget agility-snak – på tysk! Men det går nu meget godt.

Dansk/tysk tapas 

Fredag morgen var vi klar til start – mig og pigerne. Der er lidt små forskelle på Tyskland. F.eks.

·       I Tyskland skal man aflevere bøger

·       I Tyskland må man gerne løbe med de der forklæde/lomme-nederdele

·       Der er ingen seniorklasser i Tyskland. Jeg så flere hunde, som havde lidt svært ved at klare mosten, hvor det var helt tydeligt, at det var ældre hunde. Hurra for vores seniorklasser i Danmark.

·       Selv om det var på kunstgræs indendørs, så må hunde ikke bære løbetidsbukser. Hunde må ikke have noget som helst på! Hazel startede sin løbetid søndag morgen. Jeg vidste godt, at det var op over, så jeg havde selvfølgelig bukserne med, men nej!

Der var masser af lys i hallen, især p.g.a. det store vindue i gavlen

Rent resultatmæssigt gik det faktisk rigtig flot fredag og lørdag. Begge hunde havde 2 løb om dagen. Hazel havde flere fejlfri løb og placeringer omkring nr. 5-6-7. Keeper var rocker-sej. Hun vandt AG1 både fredag og lørdag! Jeg er så mega stolt af hende. Til gengæld smed hun hjernen over i det ene hjørne i begge springklasser. So what! Hun er totalt ligeglad med omgivelserne.

Stolt med stolt på !!!

Og banerne var fede. Klasse 1-banerne havde gode linjer og ingen direkte fælder. Og klasse 3 havde masser af sværhedsgrad, uden at være kvalmende uløselige. Det var virkelig et par dage der vækkede min agility-lyst til live igen. En ting, der gik igen i næsten alle klasser, var et wrap til højre eller venstre inden feltforhindringerne. Det var sjovt at se, at alle tyskerne var virkelig dygtige til wrap med blindskift, for det var de vandt til at lave.

Præmieoverrækkelse

Vi så en masse fed agility. Især klasse 3 lille og mellem havde nogle fantastiske hunde. En del sheltier, men også en del papilloner og et par pudsige miks. Kombineret med nogle ”ikke helt unge” mænd, der virkelig kunne løbe igennem, så var det nok de mest underholdende klasser at se på. Desværre var der en del sure border collie folk i intermediate og large, som ikke altid reagerede helt hensigtsmæssigt, når deres hund ikke gjorde, hvad de forventede. Der tror jeg faktisk vi i Danmark er mere ops på hinanden og hvordan vi behandler vores hunde. Vores tyske venner så i hvert fald ikke ud som om det påvirkede dem. Heldigvis bestod ”vores” flok af tyske venner af nogle mennesker, der var utrolig søde med deres hunde.

Silentstorm-møde i sofaen: Do-it, Mystic og Keeper

Nå, men så lad os da også lige tage den der dumme søndag med. Den startede faktisk nogenlunde. Hazel kom gennem en ret svær AG3 med 2 vægringer. Det var ok. Men spring 3, som virkelig var spændende, og som havde så meget, jeg havde glædet mig til at prøve, ja den floppede hun totalt. Jeg gætter på træthed kombineret med løbetidshjerne. Vi var i hvert fald på hver sin planet, og jeg endte med halvvejs at løbe ud af banen med min hund, som dog fik lov at tage et par spring på vej ud, og som selvfølgelig fik ros, selv om hun havde været fjollet.

Verdens bedste Hazel

Keepers AG-løb sørgede jeg til gengæld selv for at floppe. Jeg troede, der var 2 banegennemgange som tidligere, så Bent gik lidt sent ud efter Keeper og jeg gik på toilettet. Da jeg kom ind i hallen igen, kunne jeg se large-hundene var begyndt at line op, og jeg var nr. 4. Shit også! Ingen astma-medicin før mit løb – ingen godbid til min hund, og lidt forpustet op til start. Øv bøv. Keeper løb det bedste hun havde lært, og hun satte ikke en pote forkert, men ved næstsidste spring havde jeg ikke luft til at råbe/vise hende udenom et spring, som hun så tog fra den forkerte side. Øv, hvor jeg ærgrede mig. Hvor blæret havde det lige været, at køre hjem fra et stævne, hvor man havde vundet AG1 alle 3 dage? Nå, men pyt! Hun er stadigvæk min yndlings-Keeper, og jeg er vanvittig stolt af, hvad hun har præsteret de her dage.

Vores lille bitte "havde" i camping-virvarret

Både fredag og lørdag havde vores lille gruppe igen lejet hallen halvanden time efter stævnet. Og da hundene kun havde løbet 2 løb, ja så var der masser af energi til lidt træning og til at afprøve nogle af de ting, der havde været svære i løbet af dagen. Masser af god sparring og erfaringsudveksling. Med 3 dommere og flere af os, der regelmæssigt underviser, ja så var der masser af god dynamik og god snak.

Der Osterhase - eller påskeharen - kom på besøg foran vores campingvogn

Søndag fik vi besøg af påskeharen. Pludselig, da vi kom ud til campingvognen, stod der 2 små fine chokolade harer. Det var bare så hyggeligt. Hallen var i øvrigt et sjovt sted – drevet af 2 unge mennesker med masser af passion for hundesport, men også med en ide om, hvad de selv synes var fedt. F.eks. var der i deres lille cafe mulighed for at købe et rimelig pænt udvalg af mad, hvor meget af tilbehøret til maden var hjemmelavet. Der var mulighed for bad, og på både dame- og herretoilet stod en reol med de ting, man evt. kunne få brug for: deodoranter, cremer, tampon’er (hos damerne) til fri afbenyttelse. Familiens hund gik rundt i cafeen og hyggede sig, eller lå på en stol og sov. Ikke særlig fødevarehygiejnisk korrekt – men ret hyggeligt.

Hallens hund snupper en slapper i cafeén

Sikke en påsketur. Masser af agility, god mad, snak (vi endte med at tænke på tysk – nok ikke helt grammatisk korrekt, men lidt sjovt alligevel), masser af knus, grin og agility. Nu er vi fulde af gode oplevelser og masser af nye venskaber. Så skal bil og campingvogn og bil lige tømmes, vaskemaskinen skal startes, og vi skal lige sidde lidt med en gin & tonic og ”falde ned”.

I dag har den stået på den årlige påskefrokost med familien, og det var som sædvanligt hyggeligt.  

God påske!

Zarvo's Silverblue Detective a.k.a. Tough'Y 03.05.2015 - 16.02.2024

Vi har i dag gået den tunge gang til dyrlægen for at sende Totten godt af sted over regnbuebroen. 

Totten har ikke haft det rigtig godt på det sidste, af flere årsager. 

Dem, der kender ham godt, ved at han har haft problemer med at komme af med sin afføring i mange år. Det blev holdt nogenlunde i ave med en daglig dosis "Husk", men for et par uger siden var det helt klart, at han havde rigtig ondt i sin mave. Et røntgenbillede viste, at hans tarme var fulde af afføring. Ikke som forstoppelse, men det gik bare meget langsomt med at få maden gennem systemet. Det viser sig, at han har sløve/dovne tarme, som ikke rigtig arbejdede for sagen. Der er måske også forklaringen på, at han i mange år har haft de problemer - og måske også årsagen til, at han måtte igennem en stor brokoperation på sin endetarm for 3 år siden. 

Røntgenbilledet viste desværre også, at lille Totte havde spondylose 3 steder på sin rygsøjle. Det er selvfølgelig forklaringen på, at han indimellem gik lidt underligt - men når man ser ham hver dag, så ser man nok ikke de forandringer i hans gang. Når jeg nu fik realiteterne "stukket lige op i næsen", så kan jeg godt se, at han ikke havde de smukke flydende bevægelser, som han havde en gang. Og måske har jeg (ubevidst) fortrængt at se det! 

I hvert fald var fakta, at han i dag havde det så skidt, at vi valgte at udfri ham fra sin smerte. Trods smertestillende medicin, var det tydeligt, at han havde smerter i sin ryg. Og maven var heller ikke blevet bedre. Det var en voldsomt hård beslutning for mig - for han var jo min egen lille søde glade Tot. Men da jeg nåede til den konklusion, at han faktisk stadigvæk var her bare for min skyld, så var beslutningen ikke så svær.

Det var også tydeligt, at da dyrlægen skulle give ham det sidste medicin, så var hans blodtryk så dårligt, at han næsten ikke kunne finde en åre at stikke i. Stakkels lille Totte, som i virkeligheden måske var mere syg, end både vi og dyrlægen havde opdaget. Nu har han fred, og her er meget stille. 

Totten har helt fra ganske lille været en helt særlig hund. Han charmerede alle, og han var fantastisk med både børn og andre hunde. Han blev aldrig nogen stor arbejdshund. Han løb agility fordi vi bad ham om det - men han sprængte aldrig noget i sig selv. Han valgte at "køre den hjem" på charme, selvtillid og lækkert hår, og alle 3 dele havde han i rigelige mængder. 

Tak lille Totte, fordi vi fik lov at elske dig i næsten 9 år. Løb frit min ven, uden smerter 💙

Totten var den yndigste hvalp. Egentlig var vi bare på besøg hos Bianca for at hilse på og vise Fanta frem, men da vi kom hjem talte vi begge to om den der lille blå ting.

Totten til Jutlandia Cup i 2015, knap et halvt år gammel. Han var ved at blive bortført flere gange den uge p.g.a. sin charme.

Helt fra Totten var ganske lille har han og Blitz haft nogen sammen. Jeg tror, de havde besluttet, at "vi merles må holde sammen". Jeg er spændt på, om vi kan fornemme, at Blitz savner ham nu.

Totten var eminent med børn. Han var helt rolig og stille og lod sig klappe. Og så var han god til at lytte.

Der var ikke noget bedre end at putte med mor.

Totten hyggede sig med at løbe agility med os, men vi fandt aldrig rigtig den der "fart-knap". Faktisk fik jeg i dag et Facebook-minde fra det stævne, hvor Christian løb med ham i Faxe, og hvor Totten stod længe på A-brættet og kiggede efter dommeren (som var hans far).

Smukkere sheltie skal man da lede længe efter. 

Jeg tror det her er fra "årets hold" det år, hvor Totten løb sammen med nogle dygtige hunde.

En tur i skoven med hele flokken

Tough'Y kunne det der med at stille sig op på billeder, så han lignede "en million"

Wauw for en dag

Ikke kun fordi Danmark har fået en ny konge og dronning, men også fordi vi har haft en helt vildt hyggelig og dejlig stævnedag i det Jyske.

Pia havde lokket os med til begynder og uofficielt klasse 1-stævne hos Klinkenborg Hundezentrum, Det ville så være Liams stævnedebut, og jeg tog Keeper med for at få lidt mere fælles stævneerfaring.
Vi stod op kl. 04.15 !!!!!!!  Og jo - det var ikke en tastefejl. Plus jeg startede dagen med at sætte langtidshævede boller i ovnen, så vi kunne have nybagte boller med til turen. Hold nu op, hvor jeg følte mig overskudsagtig lige der. 

Liam klarede sin stævnedebut rigtig flot. Han var måske lidt mere "oppe og køre" end han plejer at være, men han løb rigtig rigtig flot. Desværre med lidt vægringer hist og pist, så ingen placeringer, men masser af god vunden erfaring for både Liam og Bent.

Se video af et af Liams løb her: https://youtu.be/oxIHrFh8Kl0

Dagen igennem kørte fjernsynet i hallen, så alle kunne gå til og fra og følge lidt med i de store royale begivenheder. 

Keepers første løb var lidt vildt. Hun var her og der og alle vegne. Men løb nr. 2 sad lige, hvor det skulle hun satte ikke en pote forkert. Holy moly, sikke en følelse, da jeg kom i mål. Det blev til en flot førsteplads. Det sidste løb, som var et agility-løb, havde rigtig mange gode ting: super flotte felter, flot slalom, men..... vi blev disket fordi jeg et sted på banen var for langt bagud. Pyt, siger jeg bare, for min Keeps er bare den dygtigste lille hundepige. 💖
Se video af Keepers flotte springløb her: https://youtu.be/Q96lbiPTLNQ

Kl. godt 15 blev der linet op med bobler og kransekage, så alle kunne se tronskiftet (hvis de ville). Det er simpelthen go' stil af arrangøren, hvis I spørger mig. Super godt initiativ. Det er jo ikke så ofte, vi oplever et tronskifte, vel?

Sidst på eftermiddagen satte vi kursen mod Sjælland igen, og sikke et syn, der mødte os, da vi ramte Storebæltsbroen. Hele broen flot oplyst som Dannebrog. Det var  virkelig et imponerende syn.

Det kan man altså godt få en lille klump i halsen af at opleve. Det er jeg rigtig glad for at vi så. Og vi var alle 3 enige om, at det er fantastisk at bo i et land, hvor den slags kan lade sig gøre. 

 

Godt nytår

Så kom vi igennem nytårsaften og ind i 2024. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke elsker nytårsaften her i huset, for flere af vores hunde er utrygge ved skyderiet – men det blev heldigvis ikke så slemt. Og med lidt hjælp af banan-the og NAN1, så klarede alle hundene aftenen uden at gå ”helt op i limningen”. Nytårsmenuen var denne gang fra Meny. Den var OK - ikke wauw - men OK. 

Og nytårsdag er for mig traditionelt tid til oprydning. Julepynten skal ned, der skal samles op på løse ender i forhold til diverse træning, kalenderen skal gennemgås, og jeg skal føle mig klar til at tage på arbejde i morgen.

Nytåret er også tid til tilbageblik, og som så mange andre i denne tid, så har vi filosoferet lidt over 2023. Og først og fremmest kommer her lidt om hundene, for de fylder jo stadig meget i vores liv.

Blitz

Søde Blitzepigen er blevet 12½, og det kan både ses og mærkes. Hun er tydeligt ældet i sit udtryk, og hun hverken hører eller ser ret godt. Men hun trasker gerne med 4-5 km. i skoven uden problemer. Hun kan holde sig om natten og mens vi er på arbejde. Og så sover hun en masse. Hun gider faktisk ikke tage med, når vi skal ud og køre. Så putter hun sig ned i sin seng sammen med Tough’Y, som om de siger til hinanden: hvis vi nu ligger helt stille, så glemmer de nok at tage os med.

Tough’Y

Lille Totte er lige som Blitz blevet ”gammel”, selv om han ikke er mere end 8 år. Han synes ikke, at det er fedt at komme med ud og gå. Jeg tror, at han har ”noget” fra hans store brok-operation, der generer ham. I det daglige er han lige så sød, glad og støjende, som han altid har været, men lige så snart det ligner, at vi skal ud af døren, så går Totten i flyverskjul.

Hazel

Jeg havde 2 mål for Hazel for 2023: Hun skulle gerne have begge sine championater og så kunne det være sjovt at få DcH kreds    6’s nye Stjernehund-præmiering. Det lykkedes næsten.

Sammen med Bent fik hun det sidste agility-cert, og blev dermed Dansk Agility Champion. Vi mangler stadig 1 springcert!



Og på årets sidste stævne – oven i købet på hjemmebane i egen klub, fik hun den sidste stjernespire og blev Spring-Guldhund. Ud over at træne agility gik vi også med stor fornøjelse til lydighedstræning, men hold nu op, hvor vi bøvlede med det der spor. I løbet af efteråret opgav jeg (i hvert fald midlertidigt), og kom i stedet på et rally-hold. Holy Moly, det er sjovt. Det er også et godt hold, med meget nørderi. Rally har udviklet sig enormt, siden Meghann blev rally-champion i 2009. Der er mange nye sjove – og underlige – skilte, og det taler virkelig til min indre træningsnørd. Og heldigvis er Hazel med på den.



På årets næstsidste dag deltog vi i vores første DcH-rallyprøve, og vandt begynderklasen med 99 ud af 100 mulige points. Jo, det skal nok blive sjovt i 2024.

Gimli

Bent og Gimli har kæmpet med felterne på agility-banen, men i løbet af 2023 var det, som om det faldt lidt mere på plads i Gimli’s hoved. I hvert fald til træning. En skade midt på sommeren, der heldigvis viste sig ikke at være så alvorlig, som vi først troede, satte ham noget tilbage, og det kniber stadig til stævnerne at huske det, han er så eminent dygtig til til træning. Men mon ikke det pludselig kommer. Gimli er også kommet med på rally-holdet, og det er virkelig sjovt at se ham i det element. Hvor han til agility er mega stresset og kører helt oppe på de høje nagler, så arbejder han roligt og koncentreret til rally. Lærer nye øvelser og udvikler sig flot. Det er spændende, hvad det kan blive til.

Keeper

Fotocredit: Tina Hindsgaul

Keeper, min lille baby, er jo allerede blevet 2 år. Herhjemme er hun den største kælehund, der elsker at putte på sofaen, og som nærmest ikke kan komme tæt nok på os. Men når hun løber agility ……………. Så bliver hun en furie! Der er fart og lyd på hele vejen rundt. Nogle gange lukker hun helt af for mig. Men når vi så finder hinanden, så er det helt vildt fedt. Hun er så sjov – og så vild. Og jeg lærer vanvittigt meget af at have hende.

Liam

Lille Liam – han er bare en kæk fyr! Han er godt i gang med sin agility-uddannelse, og jeg tror nok, at Bent skal sætte det lange ben foran, for at følge med ham. I øjeblikket arbejder vi på slalom, og den er godt på vej. Han er en fjolle-fyr og en gadedreng og en festabe, men han er også den sødeste kærligste lille sheltie-fyr, men kan ønske sig. Han elsker Keeper. De to leger meget. Han bider sig fast i hendes hale, og så løber hun rundt i haven med ham på slæb.

Resten af familien

Ja, så er der Andreas, Bent og mig. Andreas passer sit arbejde og sine spejdere og sine venner, og så er der ikke rigtig plads til mere lige nu. Han er i 2023 kommet i KFUM’s hovedbestyrelse. Et mål han satte sig for mange år siden, da han var omkring 7-8 år tror jeg. Og vi er super stolte af at han er gået efter sine mål!

Både Bent og jeg kan begynde at mærke, at alders-skavankerne dukker op hist og pist, men indtil videre går det da nogenlunde ok med at løbe agility for os begge.
Jeg prøver at få rørt mig så meget, som det overhovedet er muligt. I 2023 har jeg faktisk gået 4 498 297 skridt. Det er 12.325 skridt om dagen. Det er da ok, når man også skal passe sit arbejde!

Hennes Helte

Vi har været rigtig glade for at være en del af Hennes Helte. Vores hunde stor-trives på deres Kronch-foder. Og det har været super hyggeligt at møde Bea og Peter på Henne-standen, når vi er til konkurrencer, hvor Henne har stand. Vi har også selv haft et par kasser med prøveposer med rundt til stævner, og det har været spændende og givet mange gode snakke med folk rundt omkring, når vi har talt foder og godbidder.

Planer og mål for 2024

Tja….. Vi skal igen ud og løbe en masse agility. Selv om Hazel nu er blevet 7½ år, så håber jeg at vi kan få puttet det sidste spring-cert på, så hun også kan blive springchampion. Bent skal debutere med Liam, og så bliver det spændende at se, hvad det fører med sig. Vi skal begge også ud til nogen rally-prøver. Det er en anden verden, end den, vi normalt færdes i, men det skal vi nok lære. Jeg håber at få udtaget Hazel til DcH DM igen i 2024. Så vil det være mit DM nr. 15 i streg (kun afbrudt af Corona), og så tænker jeg, at jeg ikke behøver stresse mig selv mere med det! Men man ved selvfølgelig aldrig.

Vi skal til Jutlandia Cup, og så skal vi for 4. gang på sommerferie på Järnavik camping i Sverige sammen med Hanne og Ivan.

I princippet kan jeg gå på pension med udgangen af 24, men lad os nu se. Hvis jeg stadig kan overskue det, så tror jeg gerne, at jeg vil fortsætte lidt endnu, bare med lidt færre timer. Det er i hvert fald den model, jeg arbejder med lige nu.

Tak for i år

Vi sluttede ferien af med en god travetur med alle hundene, juletræet er plyndret, og vi er klare til arbejdsdagen i morgen. Jeg er jo ligesom Dan Turell: Jeg holder af hverdagen! Så nu bliver det godt at komme i gang igen.

Godt nytår

 

Julestævne hos DcH Næstved

I lørdags var vi til årets sidste stævne. Det var vores egen klub, DcH Næstved, der havde arrangeret - og det foregik på DKK's center i Ringsted. Der var lagt op til en lang dag, og det kom også til at holde stik, men derudover var stævnet som sædvanlig vel-organiseret og forløb uden de store problemer. Tiden skred noget, men det var banebygningen, der tog lang tid. Kæmpe tak til Christian og Rune for jeres store arbejde.

Christian havde som sædvanlig sørget for de flotteste jule-agtige rosetter, og jeg var bare så opsat på at få bare en enkelt med hjem. Så ville jeg være mega glad. Nå ja, og så lige den der lille hvide stjernespire-roset, som vi manglede for at blive stjernehund i spring. 

Hvem vil ikke gerne vinde sådan en?

 

Når jeg er ude til stævner og møder andre hunde fra f.eks. Keepers opdrætter i Tyskland, så prøver jeg altid at få taget billeder. Jeg ved, at det er noget opdrætteren sætter pris på, så Katarina og Willow måtte pænt posere, så jeg kunne sende billeder til Silent Storm Facebooksiden. 

Willow og Keeper

Keeper var tilmeldt 2 løb i klasse 1 (jeg skulle spare på mine ben). I AG-løbet var hun "all over the place", og vi blev disket ret hurtigt. Så løb vi spring 1, og den sad ret langt i løbet "lige i skabet". Desværre over-handlede jeg en forhindring, så jeg fik sendt Keeper i en forkert tunnel. Der lød simpelthen et kæmpe "Åhhhhhhh nej" fra publikum, for det var et sindsygt flot løb, så jeg blev selvfølgelig nødt til at eftermelde hende til det sidste løb. Det blev også til en disk, men hold nu op, hvor var de sjove at løbe, de 2 springløb. 

Keeper er klar (og Bent er indsender i baggrunden)

Bent løb 4 løb med Gimli. Desværre havde Gimli glemt sine felter hjemme i Bisserup, og han var nok også lidt vel frisk i AG-løbene. Gimli's hovede har svært ved at rumme stævne-stemningen i hallen., så hans stressniveau stiger lige et par grader, men i det ene springløb lykkedes det for Bent at få fingre i en af de flotte rosetter med en 2. plads. 

Hazel var til gengæld en stjerne. Det er længe siden jeg har løbet 3 løb og kørt hjem med 2 andenpladser og en førsteplads - og ingen disk. Flink og høflig kompenserede hun for mine slatne ben og hårdt prøvede lunger, der kæmpede med kold fugtig luft. Og sandelig, om det ikke lykkedes for os at snuppe den der sidste fejlfri førsteplads i spring 3, så vi fik den tredie stjernespire. Dermed blev Hazel Guldhund i spring.

Man må godt smile, når man har vundet, sagde fotografen 😍

Det der med guldhunden er Christian's fremragende ide og DcH kreds 6's svar på DKK's championater. Reglerne er faktisk stort set de samme som ved championater. Man får selvfølgelig ikke en titel på stamtavlen, men jeg ved, at der er en stor flot roset på vej. Guldhunden er indført for at få flere klasse 3-løbere til faktisk at løbe klasse-3 løbene. Og jeg ved, at det allerede nu er kopieret i en kreds mere. 

Gimli og Hazel med deres roset-høst - og selvfølgelig skulle Keeper med på billedet, selv om hun ikke havde vundet nogen rosetter. Hun vandt til gengæld en masse erfaring - og vist nok også et par nye venner.